Ytringsfrihed er mere end blot friheden til at tale. Det er friheden til at stille spørgsmål, udfordre, skabe, kritisere, modtage information og deltage i det offentlige liv. Samtidig medfører denne frihed et ansvar og kan være underlagt visse begrænsninger, hvor det er nødvendigt for at beskytte andres rettigheder, den offentlige sikkerhed eller demokratiske værdier. Den er et af grundpillerne i ethvert demokratisk samfund – og et af dets største ansvar.
Hvorfor er det vigtigt?
Ytringsfriheden giver mennesker mulighed for at udveksle ideer, udfordre autoriteter, dele viden, skabe kunst, afsløre uretfærdighed og deltage i det offentlige liv. Den muliggør videnskabelig fremgang, demokratisk beslutningstagning og kulturel udvikling. Samtidig kræver beskyttelsen af denne frihed, at der skabes balance mellem den og andres rettigheder, sikkerhed og værdighed.
Hvad du vil udforske
Hvorfor er det vigtigt?
Ytringsfriheden giver mennesker mulighed for at udveksle ideer, udfordre autoriteter, dele viden, skabe kunst, afsløre uretfærdighed og deltage i det offentlige liv. Den muliggør videnskabelig fremgang, demokratisk beslutningstagning og kulturel udvikling. Samtidig kræver beskyttelsen af denne frihed, at der skabes balance mellem den og andres rettigheder, sikkerhed og værdighed.
Hvad du vil udforske
- Hvad ytringsfrihed betyder, og hvorfor den er en hjørnesten i demokratiske samfund.
- Den internationale menneskerettighedsramme
- Hvornår ytringsfriheden kan begrænses, og hvordan demokratiske samfund afbalancerer individuelle frihedsrettigheder med andres rettigheder.
- Aktuelle udfordringer, herunder hadefuld tale, desinformation, krigspropaganda, mediefrihed og ytringer på internettet.
- Forskellige juridiske tilgange, hvor vi sammenligner de europæiske og amerikanske perspektiver på ytringsfriheden.
- Hvorfor det er vigtigt at beskytte ytringsfriheden for demokratiet, menneskets værdighed, deltagelse og samfundsmæssig fremgang.
Hvad er ytringsfrihed?
Alle har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter friheden til at have meninger uden indblanding samt til at søge, modtage og formidle oplysninger og idéer gennem alle medier og uanset landegrænser. Artikel 19, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. 1948.
Meningsfrihed er en absolut borgerrettighed, hvorimod ytringsfrihed er en borgerlig og politisk rettighed, som kan underkastes visse begrænsninger.
Ytringsfriheden er en dobbelt rettighed:
INDHOLD:
Ytringsfriheden er en rammeret, der omfatter flere elementer:
Meningsfrihed er en absolut borgerrettighed, hvorimod ytringsfrihed er en borgerlig og politisk rettighed, som kan underkastes visse begrænsninger.
Ytringsfriheden er en dobbelt rettighed:
- friheden til at udtrykke meninger og idéer af enhver art – fra individuel ytringsfrihed til mediefrihed
- friheden til at søge, modtage og formidle information og idéer – talefrihed, informationsfrihed
- både uden indblanding fra offentlige myndigheder og uanset landegrænser – frihed til international kommunikation.
- begge dele i enhver form – mundtligt, skriftligt eller trykt, i form af kunst eller gennem ethvert andet medie, herunder nye teknologier.
INDHOLD:
Ytringsfriheden er en rammeret, der omfatter flere elementer:
- friheden til at have meninger uden indblanding: fra retten til frit at udtrykke sig til mediernes institutionelle frihed.
- informationsfrihed
- presse- og mediefrihed og -pluralisme generelt
- retten til at informere
- retten til at blive informeret;
- retten til at forholde sig tavs
- retten til at anvende alle tilgængelige midler til at dele sine tanker, herunder budskaber formidlet mundtligt, på papir, på internettet,
- kunstnerisk udtryk, herunder musik, videoer, malerier, skulpturer, tegneserier og lignende.
- kommerciel ytringsfrihed
- politisk ytringsfrihed
- Artikel 19 i Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder (ICCPR);
- Artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (ECHR) samt den stadigt udviklende beskyttelse, der ydes gennem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (ECtHR) omfattende retspraksis;
- Artikel IV i Den Amerikanske Erklæring om Menneskets Rettigheder og Pligter;
- Artikel 13 i Den Amerikanske Konvention om Menneskerettigheder;
- Artikel 9 i Det Afrikanske Charter om Menneskerettigheder og Folkenes Rettigheder;
- Artikel 11 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder.
Hvornår kan ytringsfriheden begrænses?
Der kan ikke være frihed uden ansvar, da ubegrænsede frihedsrettigheder kan føre til krænkelse af andre menneskerettigheder, såsom retten til privatlivets fred eller databeskyttelse. Ytringsfriheden er ikke absolut, men begrænsninger skal begrundes af regeringen med legitime årsager, som kan underkastes offentlig kontrol og, som en sidste udvej, domstolskontrol.
I henhold til artikel 29 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne er udøvelsen af alles rettigheder og friheder underlagt de begrænsninger, der er fastsat ved lov, navnlig „med henblik på at sikre behørig anerkendelse og respekt for andres rettigheder og friheder [...]”.
3 typer begrænsninger er mulige, forudsat at de indføres gennem lovgivning og anses for nødvendige:
1. Generelle regler for BERETTIGEDE BEGRÆNSNINGER
Da udøvelsen af disse friheder medfører pligter og ansvar over for andres rettigheder og friheder, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, begrænsninger eller sanktioner. Artikel 10, stk. 2, i EMRK stiller tre betingelser for, at disse begrænsninger kan anses for berettigede (proportionalitetstest):
1. skal være fastsat ved lov – hvilket betyder, at begrænsningen skal være en lov vedtaget af parlamentet og ikke en bekendtgørelse fra regeringen.
2. skal være nødvendig i et demokratisk samfund – hvilket indebærer, at det skal verificeres, om den nationale indgriben svarer til et »presserende samfundsmæssigt behov« [Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Handyside mod Det Forenede Kongerige, præmis 48]
3. skal være i national sikkerheds, territorial integritets eller den offentlige sikkerheds interesse, til forebyggelse af uroligheder eller kriminalitet, til beskyttelse af sundhed eller moral, til beskyttelse af andres omdømme eller rettigheder, til forebyggelse af offentliggørelse af fortrolige oplysninger eller til opretholdelse af retsvæsenets autoritet og upartiskhed.
Ingen anden rettighed har en så lang liste over grunde til undtagelser.
2. HADTALE
Ikke alle former for ytringer er beskyttet – ytringer, der spreder, tilskynder til, fremmer eller retfærdiggør had baseret på intolerance, falder ind under hadtale.
Hvad er hadefuld tale? Det er enhver form for kommunikation i tale, skrift eller adfærd, der angriber eller anvender nedsættende eller diskriminerende sprog i forhold til en person eller en gruppe på grundlag af hvem de er, med andre ord baseret på deres religion, etnicitet, nationalitet, race, hudfarve, afstamning, køn eller andre identitetsfaktorer.” (FN’s strategi og handlingsplan vedrørende hadefuld tale)
3. KRIGSPROPAGANDA OG OPFORDRING TIL HAD
Artikel 20 i ICCPR forbyder krigspropaganda og enhver opfordring til nationalt, racemæssigt eller religiøst had, der udgør tilskyndelse til diskrimination, fjendtlighed eller vold. Staten er forpligtet til at håndhæve disse forbud gennem national lovgivning.
Medierne blev fundet medansvarlige for krigene i det tidligere Jugoslavien ved at udbrede krigspropaganda eller tilskynde til had og etnisk udrensning. Udsendelserne fra Radio Mille Collines spillede en væsentlig rolle i folkemordet i Rwanda i 1994, hvor omkring en million mennesker blev dræbt. »Dræb ikke disse inyenzi (kakerlakker) med en kugle – skær dem i stykker med en machete« var en af udsendelsernes opfordringer, der opfordrede hutu'er til at slagte tutsi'er og hutu'er, der sympatiserede med tutsi'ernes sag.
Selve radiostationen blev grundlagt i 1993 af familiemedlemmer til den hutu-præsident Habyarimana, hvis død var en af hovedårsagerne til folkemordets udbrud. Radiostationens ansvar er blevet fastslået af Den Internationale Straffedomstol for Rwanda med sæde i Arusha (Tanzania).
I henhold til artikel 29 i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne er udøvelsen af alles rettigheder og friheder underlagt de begrænsninger, der er fastsat ved lov, navnlig „med henblik på at sikre behørig anerkendelse og respekt for andres rettigheder og friheder [...]”.
3 typer begrænsninger er mulige, forudsat at de indføres gennem lovgivning og anses for nødvendige:
- for at respektere andres rettigheder og omdømme;
- for at beskytte den nationale sikkerhed eller den offentlige orden;
- for at beskytte folkesundheden eller den offentlige moral.
1. Generelle regler for BERETTIGEDE BEGRÆNSNINGER
Da udøvelsen af disse friheder medfører pligter og ansvar over for andres rettigheder og friheder, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, begrænsninger eller sanktioner. Artikel 10, stk. 2, i EMRK stiller tre betingelser for, at disse begrænsninger kan anses for berettigede (proportionalitetstest):
1. skal være fastsat ved lov – hvilket betyder, at begrænsningen skal være en lov vedtaget af parlamentet og ikke en bekendtgørelse fra regeringen.
2. skal være nødvendig i et demokratisk samfund – hvilket indebærer, at det skal verificeres, om den nationale indgriben svarer til et »presserende samfundsmæssigt behov« [Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Handyside mod Det Forenede Kongerige, præmis 48]
3. skal være i national sikkerheds, territorial integritets eller den offentlige sikkerheds interesse, til forebyggelse af uroligheder eller kriminalitet, til beskyttelse af sundhed eller moral, til beskyttelse af andres omdømme eller rettigheder, til forebyggelse af offentliggørelse af fortrolige oplysninger eller til opretholdelse af retsvæsenets autoritet og upartiskhed.
Ingen anden rettighed har en så lang liste over grunde til undtagelser.
2. HADTALE
Ikke alle former for ytringer er beskyttet – ytringer, der spreder, tilskynder til, fremmer eller retfærdiggør had baseret på intolerance, falder ind under hadtale.
Hvad er hadefuld tale? Det er enhver form for kommunikation i tale, skrift eller adfærd, der angriber eller anvender nedsættende eller diskriminerende sprog i forhold til en person eller en gruppe på grundlag af hvem de er, med andre ord baseret på deres religion, etnicitet, nationalitet, race, hudfarve, afstamning, køn eller andre identitetsfaktorer.” (FN’s strategi og handlingsplan vedrørende hadefuld tale)
3. KRIGSPROPAGANDA OG OPFORDRING TIL HAD
Artikel 20 i ICCPR forbyder krigspropaganda og enhver opfordring til nationalt, racemæssigt eller religiøst had, der udgør tilskyndelse til diskrimination, fjendtlighed eller vold. Staten er forpligtet til at håndhæve disse forbud gennem national lovgivning.
Medierne blev fundet medansvarlige for krigene i det tidligere Jugoslavien ved at udbrede krigspropaganda eller tilskynde til had og etnisk udrensning. Udsendelserne fra Radio Mille Collines spillede en væsentlig rolle i folkemordet i Rwanda i 1994, hvor omkring en million mennesker blev dræbt. »Dræb ikke disse inyenzi (kakerlakker) med en kugle – skær dem i stykker med en machete« var en af udsendelsernes opfordringer, der opfordrede hutu'er til at slagte tutsi'er og hutu'er, der sympatiserede med tutsi'ernes sag.
Selve radiostationen blev grundlagt i 1993 af familiemedlemmer til den hutu-præsident Habyarimana, hvis død var en af hovedårsagerne til folkemordets udbrud. Radiostationens ansvar er blevet fastslået af Den Internationale Straffedomstol for Rwanda med sæde i Arusha (Tanzania).
Ytringsfriheden beskytter ikke kun idéer, der modtages positivt, men også dem, der »krænker, chokerer eller foruroliger«. |
»Angrebet på den personlige ære og omdømme skal være af en vis grovhed og foregå på en måde, der krænker den enkeltes ret til respekt for privatlivet« |
»Politisk kritik fortjener en særlig stærk beskyttelse.« |
4. INDGREB I BESKYTTELSEN AF ANDRES RETTIGHEDER OG FRIHEDER
Når ytringsfriheden kommer i konflikt med ligeligt beskyttede rettigheder, består Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols analyse i at finde den rette balance mellem ytringsfriheden og den modstridende frihed. Indgrebet kan være legitimt, når det er begrundet:
Ærekrænkelse og injurier
Retten til respekt for privat- og familielivet er ligeledes beskyttet af nationale og overnationale retskilder, såsom artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og tilsvarende artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette kan komme i konflikt med ytringsfriheden på grund af deres forskellige formål: Udtryk, der anvendes i medlemsstaternes lovgivning til at beskrive den lovovertrædelse, som vi her betegner som »æreskrænkelse«, omfatter »fornærmelse«, »krænkelse«, »angreb på ære og værdighed« og »bagvaskelse«. I teorien er der en forskel mellem æreskrænkelse (en urigtig påstand om faktiske omstændigheder) og fornærmelse (sårende, grove og/eller usande ord). Det er således muligt, at afvejningen mellem ytringsfriheden og retten til privatliv ikke finder sted, hvis et angreb ikke anses for at være tilstrækkeligt alvorligt krænkende til at udløse anvendelsen af artikel 8 i EMRK – se A mod Norge
Journalisters særlige rettigheder
Når f.eks. retten til at informere kom i konflikt med databeskyttelse og omdømme, anvendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis retten til at informere som begrundelse for at give særlig behandling til medier og journalister. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har været meget streng med hensyn til disse krav, som det fremgår af den såkaldte Lingens-sag. I 1986 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en politiker må acceptere en højere grad af kritik end en almindelig person og ikke kan bringe en journalist til tavshed med henvisning til behovet for at beskytte sit omdømme. Derfor skal lovgivningen om injurier, der tillader retsforfølgelse af journalister, der kritiserer personer i offentlige stillinger, afvejes i forhold til pressefriheden. I denne sammenhæng skal proportionalitetsprincippet altid tages i betragtning. Faktisk gælder det, at journalister:
- kan være »fritaget« for ansvar for fornærmelse eller æreskrænkelse,
- kan behandle personoplysninger uden samtykke fra de berørte personer, og
- kan udøve retten til adgang til kilder over for offentlige organer, der har pligt til at udlevere oplysninger.
Relaterede sider:
Når ytringsfriheden kommer i konflikt med ligeligt beskyttede rettigheder, består Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols analyse i at finde den rette balance mellem ytringsfriheden og den modstridende frihed. Indgrebet kan være legitimt, når det er begrundet:
- af et tvingende hensyn til almenvellet [Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelse om antagelighed: sag nr. 40485/02, Nordisk Film & TV A/S mod Danmark (2005)] eller
- af et legitimt formål, såsom beskyttelse af andres rettigheder [EMRK, Hachette Filipacchi Associés (Paris-Match) mod Frankrig (2007)].
Ærekrænkelse og injurier
Retten til respekt for privat- og familielivet er ligeledes beskyttet af nationale og overnationale retskilder, såsom artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og tilsvarende artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Dette kan komme i konflikt med ytringsfriheden på grund af deres forskellige formål: Udtryk, der anvendes i medlemsstaternes lovgivning til at beskrive den lovovertrædelse, som vi her betegner som »æreskrænkelse«, omfatter »fornærmelse«, »krænkelse«, »angreb på ære og værdighed« og »bagvaskelse«. I teorien er der en forskel mellem æreskrænkelse (en urigtig påstand om faktiske omstændigheder) og fornærmelse (sårende, grove og/eller usande ord). Det er således muligt, at afvejningen mellem ytringsfriheden og retten til privatliv ikke finder sted, hvis et angreb ikke anses for at være tilstrækkeligt alvorligt krænkende til at udløse anvendelsen af artikel 8 i EMRK – se A mod Norge
- Ytringsfriheden tillader formidling og offentliggørelse af oplysninger og fakta vedrørende enkeltpersoners privatliv, når disse oplysninger tjener en offentlig interesse og/eller debatten.
- En sådan formidling kan skade en persons omdømme og føre til et erstatningskrav for æreskrænkelse.
- Formålet med bestemmelserne om æreskrænkelse er nemlig at beskytte enkeltpersoners omdømme mod skade forårsaget af formidling af falske eller krænkende oplysninger eller meninger om dem til tredjeparter.
- Ligeledes kan sådanne bestemmelser have til formål at beskytte bestemte statssymboler (såsom nationalflag eller nationalsang).
- Disse bestemmelser kan være både strafferetlige og civilretlige og kan vedrøre både mundtlig æreskrænkelse (bagvaskelse) og skriftlig æreskrænkelse (æreskrænkelse i trykte medier).
Journalisters særlige rettigheder
Når f.eks. retten til at informere kom i konflikt med databeskyttelse og omdømme, anvendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis retten til at informere som begrundelse for at give særlig behandling til medier og journalister. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har været meget streng med hensyn til disse krav, som det fremgår af den såkaldte Lingens-sag. I 1986 fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en politiker må acceptere en højere grad af kritik end en almindelig person og ikke kan bringe en journalist til tavshed med henvisning til behovet for at beskytte sit omdømme. Derfor skal lovgivningen om injurier, der tillader retsforfølgelse af journalister, der kritiserer personer i offentlige stillinger, afvejes i forhold til pressefriheden. I denne sammenhæng skal proportionalitetsprincippet altid tages i betragtning. Faktisk gælder det, at journalister:
- kan være »fritaget« for ansvar for fornærmelse eller æreskrænkelse,
- kan behandle personoplysninger uden samtykke fra de berørte personer, og
- kan udøve retten til adgang til kilder over for offentlige organer, der har pligt til at udlevere oplysninger.
Relaterede sider:
Perspektiver på ytringsfrihed i USA og EU
Sammenlignet med USA indtager Europa og andre stater en anden holdning til hadefuld tale, der krænker en gruppes værdighed.
Europa tolererer ikke opfordringer til nationalt, racemæssigt eller religiøst had, især antisemitisme, nazistisk propaganda eller benægtelse af Holocaust og andre former for højreekstremisme.
Begrebet ytringsfrihed i den amerikanske forfatning (Første Forfatningstillæg) tillader i det mindste delvist også sådanne udtryksformer. For eksempel er dommen mod den britiske forfatter David Irving i Østrig, der i 2006 blev idømt tre års fængsel for benægtelse af Holocaust, blevet kritiseret selv af jødiske forfattere i USA som en krænkelse af deres opfattelse af ytringsfriheden, som også bør omfatte »friheden til de tanker, vi hader«. (Jeff Jacoby. The Boston Globe. 3. marts 2006.)
Europa tolererer ikke opfordringer til nationalt, racemæssigt eller religiøst had, især antisemitisme, nazistisk propaganda eller benægtelse af Holocaust og andre former for højreekstremisme.
Begrebet ytringsfrihed i den amerikanske forfatning (Første Forfatningstillæg) tillader i det mindste delvist også sådanne udtryksformer. For eksempel er dommen mod den britiske forfatter David Irving i Østrig, der i 2006 blev idømt tre års fængsel for benægtelse af Holocaust, blevet kritiseret selv af jødiske forfattere i USA som en krænkelse af deres opfattelse af ytringsfriheden, som også bør omfatte »friheden til de tanker, vi hader«. (Jeff Jacoby. The Boston Globe. 3. marts 2006.)
|
Ytringsfrihed på internettet:
»Charteret om menneskerettigheder og principper for internettet« er en global ramme, der er udarbejdet af Internet Rights and Principles Coalition på FN’s Internet Governance Forum (IGF). Den omsætter international menneskerettighedslovgivning til det digitale miljø og skitserer 10 grundlæggende principper for digital styring. |
»Onlineplatforme kan under visse omstændigheder pådrage sig ansvar for ulovlige kommentarer.« |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Frihed i praksis – FREYR CHALLENGE:
Hverdagens brug af ytringsfriheden:
|
Refleksion
|
